Naturens Dag har siden 2004 samlet børn, voksne, skoler, virksomheder, kommuner og foreninger – til en fælles naturuge i begyndelsen af september. I Naturlandsbyen markerer vi dagen med aktiviteter, der indbyder til fordybelse og naturglæde. Det bliver en dag fyldt med oplevelser, aktiviteter og ny viden for hele familien.
Program og indhold kl.11.00-15.00
Åbne aktiviteter hos Naturlandsbyens foreninger
Neessund Vikingeskibslaug slår dørene op til værftet. Her kan I kigge indenfor, opleve arbejdet med de gamle håndværkstraditioner og prøve kræfter med aktiviteter for børn.
Thy Bueskyttelaug byder velkommen under trækronerne i anledningen af både Naturens Dag og Buernes Dag. Find roen, få styr på åndedrættet, spænd buen og mærk suset, når pilen sendes afsted mod skiven.
Kom med ind i frøenes vilde verden til Naturens Dag!
Hvordan rejser et frø egentlig fra ét sted til et andet? Og hvorfor har nogle frø vinger, kroge eller andre finurlige former?
Til Naturens Dag får vi besøg af biologerne og botanikerne Mathilde Boesen og Signe Kappel Jørgensen fra Team Natur i Teknisk Forvaltning. Signe er desuden naturvejleder, og sammen inviterer de børn og voksne med på opdagelse i plante- og blomsterfrøenes fascinerende verden.
Vi skal samle frø, undersøge dem og blive klogere på, hvordan – og hvorfor – de spreder sig. Du kan også lave dit helt eget frø og deltage i Naturforvalterløbet, hvor det gælder om at få spredt flest mulige frø til kommunens nye naturområde. Og hvem ved… måske skal vi også smage på et frø eller to!
Kl. 13 Vi trækker en vinder af formiddagens Naturforvalterløb
Kl. 13.15 Natur-ekspedition – vi kører til et rigtig fint naturområde lige i nærheden og graver tørv til et ”ægte” naturprojekt
Kl. 14.30 Vi trækker en vinder af eftermiddagens Naturforvalterløb
Naturlandsbyens natur- og friluftsvejledere står også klar til at guide jer
Thomas og Thomas står klar til at tage jer med tættere på naturen og fortælle om nogle af dens mange spændende sider.
Selvkørende aktiviteter med fokus på naturopdagelse
Tag familien med ned til kajakflydebroen, lån en krabbefiskestang helt gratis, og se, hvem der gemmer sig under vandoverfladen. Hvor mange krabber kan I få øje på – og tør I holde en i hånden?
Endelig er der selvfølgelig noget for familiens små opdagelsesrejsende: Kan I sammen løse krible-krable-mysteriet og finde den skjulte krible-krable-skat?
Kom med ud i det fri til en dag, hvor vi går på opdagelse, bliver klogere og oplever glæden ved naturen sammen.
Dato: Søndag d. 6. september
Sted: Naturlandsbyen
Tid: kl. 11.00-15.00
Pris: Gratis
Nysgerrig på Naturens Dag og Naturens Uge? Du kan finde mere information her: Naturens Uge – én uge, tusindvis af oplevelser