Han har været med til at udvikle det tværfaglige læringsforløb, eleverne fra Rolighedsskolen er midt i, hvor de skal igennem forskellige kreative oplevelser.
Læringsforløbet er udviklet i et samarbejde mellem Naturlandsbyen og SMK Thy, og det er målrettet elever i 4. klasse, der på skift kommer på besøg i Naturlandsbyen.
Her skal de bl.a. gå på opdagelse i landskabet og de historiske bygninger bemandet med farvekridt og papir, lave linoleumstryk med planter og – som de er i fuld gang med i bålhytterne - lave pandepager over bål med ingredienser, de helt selv har forarbejdet.
- Og det er ikke kun øvelsen i at kværne mel og valse havregryn. De skal også lave deres helt egen havredrik, som faktisk kan gøres utroligt simpelt, fortæller Thomas Holgaard.
Lærerige aktiviteter
Forløbet for eleverne i 4. klasse er et eksempel på, hvordan Naturlandsbyen i samarbejde med SMK Thy tilbyder undervisning, hvor hele matriklen er i spil, og hvor kunst og kultur går hånd i hånd.
Det fortæller Katrine Broch Hansen, der er daglig leder af Naturlandsbyen:
- Vi skal inspirere, motivere og udfordre flere til at opleve og forbinde sig med naturen, og i Doverodde har vi tilsammen de optimale rammer til at tilbyde en bred vifte af inspirerende og lærerige aktiviteter, som er i takt med sæsonernes rytme, siger hun.